layoutelementlayoutelement
 
Diabetiker2

Fakta om diabetes

Diabetes 1

Diabetes 1 er en såkaldt ”auto-immun sygdom”. Det betyder, at det er kroppens eget immunsystem, der ødelægger de celler i bugspytkirtlen, der producerer det livsvigtige hormon, insulin.

Diabetes 1 bliver som regel diagnosticeret, når man er barn eller teenager, men voksne kan også få type 1 diabetes. Forskerne ved endnu ikke, hvad der udløser diabetes 1. Sygdommen kan derfor hverken forebygges eller helbredes. Men med omhyggelig og korrekt behandling samt egenomsorg kan du leve et godt liv med diabetes. 

Det primære mål i behandlingen af din diabetes 1 er at holde dit blodsukker så tæt på normalt som muligt (mellem 4 og 8 mmol/l hos personer uden diabetes). Det kræver, at du tager insulin flere gange dagligt, spiser sundt og dyrker motion.

Dit behov for insulin varierer, alt efter hvilken mad, du spiser og hvor fysisk aktiv, du er. Det er derfor vigtigt, at du måler dit blodsukker flere gange dagligt for at være sikker på, at du tager den rigtige dosis insulin. Hvis du holder dit blodsukker på et lavt og stabilt niveau, nedsætter du risikoen på kort sigt for insulinchok og på lang sigt for at udvikle følgesygdomme.
Det kan være vanskeligt at opnå et blodsukker tæt på det normale. Derfor skal processen foregå i et tæt samarbejde mellem dig og din behandler.

Diabetes 2

Diabetes 2 rammer primært voksne. Sygdommen er til dels arvelig, men udløses i mange tilfælde af usund livsstil som fysisk inaktivitet og usunde madvaner. Diabetes 2 kan derfor i en vis grad forebygges. Type 2-diabetikerne udgør ca. 80 pct. af den samlende gruppe af diabetikere. Udover de mange danskere, der allerede har fået diagnosen, regner man med, at der er mange, der går rundt med en uopdaget diabetes. Tidligere blev diabetes 2 kaldt gammelmandssukkersyge, da den primært ramte ældre mennesker. I dag er denne betegnelse imidlertid misvisende, da udviklingen af diabetes 2 i befolkningen har gjort, at også yngre mennesker rammes af sygdommen.

Symptomerne på diabetes 2 udvikler sig langsomt – fra måneder til år. Da symptomerne i starten er relativt svage, fejltolkes de ofte som alderdomstegn eller som en ”almindelig” skavank, der efterhånden er blevet accepteret og forblevet ubehandlet. Derfor har sygdommen ofte været til stede i flere år, før den bliver diagnosticeret. Ofte bliver den opdaget ved en tilfældighed, fordi man er ved lægen pga. et symptom, som så viser sig i virkeligheden at være en komplikation til hidtil uopdaget diabetes. 

Det primære mål i behandlingen af diabetes 2 er at holde dit blodsukker så tæt på normalt som muligt. Første behandling er livsstilsændringer. For mange betyder det, at de skal til at have fokus på mad, motion, vægttab og rygestop - afhængig af den enkeltes situation. Er behandling med livsstilsændringer ikke tilstrækkelig til at opnå et stabilt blodsukker, suppleres først med forskellige former for blodsukkerstabiliserende medicin. Senere kan insulin blive nødvendig. Mange personer med diabetes 2 oplever især hjertekarsygdom som en komplikation til deres diabetes. Derfor anbefales det ofte at tage kolesterolsænkende medicin og medicin mod for højt blodtryk. 

Diabetes 2 kan ikke helbredes. Men med omhyggelig og korrekt behandling samt egenomsorg kan du leve et godt liv med diabetes.
Indholdsansvarlig Wenche Svenning, wenche.svenning@rm.dk