Hvem står bag?

Horsens Kommune og Hospitalsenheden Horsens er gået sammen om projektet "Horsens på forkant med sundhed", da den fremtidige demografiske sammensætning skaber nye behov i sundhedssektoren, som de ikke kan løse hver for sig med de eksisterende ressourcer. 

I samarbejdet indgår også de praktiserende læger, som er en vigtig krumtap i samarbejdet omkring borgeren

Apotekerforeningen deltager også i samarbejdet, da projektet tror på, at hvis apoteket får et tættere samarbejde med borgerne og sundhedssektor, vil det skabe mulighed for bedre medicinhåndtering, hvilket er til gavn for både borger og økonomi.  

Projektet ønsker både at udvikle organisationerne på tværs og støtte med teknologisk løsning, hvorfor der er indgået OPI (Offentlig Privat Innovation) samarbejdsaftale med Konsortiet Telesundhed, som består af Falck Hjælpemidler og Next Step Citizen. Tidligere i projektperioden har Copenhagen Living Lab også været en del af konsortiet. 

Med ønsket om at danne rammen for et evidensbaseret studie er der også indgået samarbejdsaftale med Syddansk Universitet COHERE. Det skal efterfølgende kunne dokumenteres om projektet kan påvirke samfundsøkonomien i positiv retning samtidig med, at borgere oplever samme eller bedre kvalitet og større mulighed for at mestre eget liv.